Støvpartiklerne

Støvpartiklerne fløj rundt omkring, og man kunne nemt se dem i sollyset som skinnede ind mellem vinduerne. Der var helt stille på den øde gang, imens at Daphne gik med hastige skridt over imod besværgelses lokalet, hvor hendes elever allerede gerne skulle sidde og vente på hende.
Hendes sko kunne høres fra lang afstand når hun trådte et sted, på det støvede gulv. Hun hørte snak inde fra besværgelses lokalet, og kunne allerede høre sjette års elevernes genkendelige stemmer.
Hun begyndte at smile for sig selv, og trak det mørkebrune hår om bag øret, tog en dyb ind ånding, og stod og stirrede ind i den mørkegrønne dør, som førte ind til besværgelses lokalet.

Alle eleverne blev helt tave, og nu lagde der sig en stilhed over klasselokalet som ikke havde været der før nu. "God formiddag elever! Undskyld jeg kommer for sent, storsalen have selvskab af mig lidt for længe," hun stillede sig bag katederet og kiggede ud over forsamlingen af elever.

Der gik ikke lang tid før der kunne høres skridt ude foran døren og Daphne gjorde sig klar til at blive forstyrret. Sjette års eleverne ventede også spændt, på at nogen skulle komme ind af døren. "Måske får vi besøg," hun smilede og stillede sine bøger lidt pænere på katederet. Lige meget hvem det var, kunne det være noget vigtigt. Og nu stoppede de. Foran den mørke grønne dør.

Barbara kom gående hen af gangen, hen mod Besværgelses lokalet. Hun vidste godt, det nok ikke var det bedste tidspunkt, at afbryde midt i en time, men hun havde set 3 af Daphne's elever, nede i den forbudte skov, og hun synes, at Daphne skulle vide det. Hvad Daphne vilel gøre ved det, vidste hun ikke.
Barbara nærmede sig Besværgelses lokalet, og kunne høre at der blev stille. Barbara brød sig ikke rigtigt om, at man kunne høres hendes skridt, når hun gik. Hun overvejede lidt, om hun skulle tage sine sko af, men lod vær'.

Barbara kom hen til døren, og stoppede op. Hun så lidt ned på det papir, hun havde i hånden, hvor hun havde skrevet, hvad de 3 elever, hed. Hun sukkede stille, og bankede på døren 3 gange.
Hun åbnede døren, og så lidt på 6. års eleverne, og så på Daphne.
"Undskyld, jeg forstyrre, men jeg mødte 3 af dine elever, i den forbudte skov, for ca. en halv time siden." sagde Barbara og gav Daphne papiret, hvor navnene stod.

Der var helt stille. Kun lyden af en elev som suttede på et bolche kunne høres. Der lo et 'klik' og døren gik op. Ind kom Barbara - Hendes kollega, med et pergament i hånden. Barbara så eget streng ud. "God formiddag Barbara," Daphne gik væk fra katederet og smilede tryllebundende. "Jeg håber du kan se at du ikke kommer på det rette tidspunkt. Det har bare at være vigtigt!" Hun kiggede op bag skulderen da eleverne begyndte at grine. En af drengene var begyndt at nikke overdrevent. "Hr. Logan, du kan få lov at skrive to hundrede ord mere i dagens lektie." Der blev helt stille og sjette års eleverne begyndte at bryde ud i en kæmpe latter. Daphne kunne ikke selv lade være med at grine med.
"Vi er en vild klasse," fortalte hun til Barbara og smilte. SÅ lyttede hun til hvad Barbaras ærene var, og hun tyssede på sjette års eleverne. "Jeg må vidst hellere lige tage et smut forbi den forbudte skov! Tusind tak fordi du meddelte mig!" Takkede Daphne og lagde hænderne om pergamentet hendes kollega var kommet med.
"Skal vi smutte?" Daphne svingede hurtigt med sin tryllestav, og nu stod udens lektie på tavlen. "I kan bare begynde! Jeg kommer tilbage snart!"

Døren lukkede sig bag eleverne og hun kiggede på Barbara. "Tusind tak igen. Det er som om at Slytherin eleverne har søgt tilflugts sted ude i skoven. Der var også et par elever ude for en uge siden," bebrejde hun og begyndte at grine en smule. Hun var en rigtig grinebidder, og det smittede ligesom af på hendes klasser. Det passede hende egentligt fint. Sjov i timerne var ikke så slemt, hvis man også kunne nå at lære noget.

Barbara, fulgte, med Daphne, ud på gangen. Hun smilede lidt til Daphne, da Daphne takkede igen.
"Det var så lidt. Vi kan jo ikke have, at eleverne er ude i den forbudte skov, og vi kan jo hellere ikke have, at de kommer til skade imens de er derude" sagde Barbara.
Hun vidste godt, at hun kunne lyde og virke lidt streng, men hun prøvede bare at beskytte eleverne. De skulle jo helst ikke komme til skade, uanset hvem de var.

Barbara smilede lidt til Daphne (igen) og så på hende.
"Men eftersom, det er dine elever, skal du vel bestemme hvad der skal ske med dem?"
Barbara rettede lidt på sin kappe, og så på Daphne.

Et lille smil gled og Daphne. Stilheden virkede så befriende, men lyden af Barbaras stemme virkede også vældig interesant. "Nej, eleverne kan jo ikke komme til skade." Der var en kort pause og så begyndte hun at tænke på hvad straffen egentligt skulle være. "Hvor langt ind i skoven kom de?" Spurgte hun. Det var svært at lade være med at tænke på om de var gået meget langt ind. "Og hvordan fandt de egentligt ud af det?"

Støvpartiklerne forsvandt da Daphne og Barbara gik ud af skolen og ud på det åbne land. Der blæste en beroligende vind imod dem, og solen skinnede ned på deres hud som ville gøre dem brune, hvis de ville blive ude i solen. Gamon vide hvad sjette års eleverne lavede lige nu?
De skulle sikkert arbejde flittigt. De plejede de altid at gøre. Når hun gav dem lov til at grine ind imellem plejede de også at gøre som hun sagde. Det var virkelig en dejlig klasse.