Støvregn

Dagen havde været fuld af regn og slud, hele dagen, så for Daphne var tiden inde til at komme ud, da regnen ikke var så stærk længere, blæsten var blive sløv, og solen begyndte at skinne. "Endelig," sagde hun stilfærdigt til sig selv, da hun var på vej ned ad trapperne, fra hendes kontor.
Hun havde kun lige akkurat husket solens stråler skinne ned på et brev da hun gik ned. Daphne havde valgt ikke at åbne det. Måske fordi at hun ikke orkede at gøre det. Måske var det en ansøgning om at blive journalist på Slytherins avis, eller på aktivitets teamet. Hun gad bare ikke.

Da hun åbnede de store døre ud til gårdspladsen, mødte hun solens stråler, og støvregnen. Mon der ville komme en regnbue? Der var helt øde på den støvede gårdsplads. Ingen havde måske lagt mærke til solen, eller også var de gået ned til søen. - Eller ind i den forbudte skov. Hun trak vejret dybt og valgte så at tage sin tryllestav frem, for at fjerne vandet fra bænkene. Daphne satte sig stilfærdigt på en af dem, og beundrede sit værk. Det så helt underligt ud, med de tørre bænke, og støvregnen som stadigvæk blev ved.
Hun havde aldrig rigtigt vidst om man kunne styre vejret med en tryllestav. Hvis man kunne, havde hun i hvert fald ikke været klog nok til at vide det. - Eller hendes gamle besværgelses lærer, fra den gang hun selv gik på Hogwarts.

Det gamle Hogwarts. Hvordan var det nu lige det var? Væggene havde ikke huller i sig lige så meget som nu, og støvet blev fjernet lidt oftere af to flittige pedeller som hed Rachael og Damon. Rachael mindede om en Hufflepuff, som gerne ville have at alle var glade og havde det dejligt. - Gyseligt! Og Damon virkede mere som en Slytherin, som kun tillod sig at snakke med Slytherin eleverne. - Nu bliver det til noget! Damon lavede altid sjov med Slytherin eleverne. - Det var endda sjovt.
Men så døde han.
Der kom huller i væggene og støvet blev ikke fjernet så tit. Det var Rachael som også stoppede som pedel da Damon døde.
Man sagde at hun var forelsket i ham og at hun var knust over hans død. Faktisk havde Damon for det meste holdt sig fra Rachael. - På grund af sin overdrevne Slytherin ånd.

Daphne drejede hovedet og kiggede ud imod den kæmpe sø, som lå meget langt væk, men den var stor nok til man kunne se den. Hun smilede en anelse, og ventede så på der skulle ske et eller andet.

// Emnet er lavet til mig og Spencer. Hvis i er interesserede i at deltage, så send en af os en ugle og spørg om i må joine //

Spencer gik ud på gårdspladsen, fordi hun havde brug for noget frisk luft. Den fugtige støvregn og den lette brise gjorde luften til en af de mest friske lufte der havde opslugt Hogwarts i lang tid. De forrige dage, havde menuen stået på meget tunge skyer og det gjorde hele Hogwarts til et sløvt sted at opholde sig. Spencer indåndede den friske luft og nød den så meget som en ørn nyder sin lune rede. Hendes stille skridt bevægede sig langsomt ned mod bænkene midt i gårdspladsen. Det var ikke svært at genkende kvinden der sad på en af dem, og lignede en truende slange på toppen af sit nedlagte bytte. Et sml bredte sig på hendes læber. Daphne var den selvglade truende slange. En smuk en af slagsen.
"Jeg kan se at du endnu en gang har besejret den dumme regn :)" Grinede Spencer da hun var nået helt ned til sin veninde, og kiggede på de tørre bænke, mens hun mindedes den gang Daphne var kommet hele tyve minutter senere end hun plejede, fordi hun skulle lappe et hul i astronomitårnets tag som regnen havde fore saget. Og det var MEGET når man tænkte Daphne!

Spencer tog plads overfor hende og kiggede udfordrende på hende. "Hvad sidder du og tænker på??" Spurgte hun og lænede sig tilbage i den mørkegrønne bænk. Den farve var de fleste bænke. Det var da ikke spor fair. Der var ingen som helst haløjer eller dippedutter der altid var blå. Hvorfor skulle de også være den dumme farve, når blå var så meget pænere? Det VAR uretfærdigt! Spencer rystede på hovedet af sin egen barnlighed. Det var noget hun kunne have diskuteret med Daphne da de var elleve.
"Hey!" Startede Spencer i en pludselig og oprørsk tone. "Tillykke med at du skal være mor!! Jeg er SÅ glad på dine vegne!!" Hun forsatte i samme oprørske og overdrevet glade tone.

Regnen havde virkelig hypnotiseret Daphne, så derfor sad hun bare og stirrede ned i en vandpyt hvor der kom regndråber ned i. Hun ville med glæde redes fra denne afskyelige hypnotisering, men indtil videre lod det ikke til hun blev det.
Dog hørte hun fodtrin bag sig, og kom væk fra sin dumme trance. Og til hendes store overraskelse var det Spencer. Urh... Hvor hun elskede denne person, så højt.
Daphne tog en dyb indånding, og ventede på at Spencer ville komme helt tæt på. "Det har jeg da!" Hun blinkede kækt, og smilede stort. Det var lang tid siden, hun havde været så glad for at se Spencer!

"Mig? Tænker. Hm... Lidt på den gang vi gik i skole. Kan du huske det? Rachael og Damon?!" Spændt så Daphne til, imens at Spencer tænkte sig om.
"Aw... Tak! < 3 Jeg er nu også glad! Mig og Logan fik ud af, at jeg skal føde i sommerferien. - Heldigvis!" Hun gav Spencer et kæmpe kram, og gav så slip lidt efter.
"Skal vi ikke snart tage i byen?" Spurgte hun så. Det var ved at være lang tid siden de havde gjort det. Tage ind til centrum af London, og shoppe først, og så gå ud på en bar eller noget i den retning. Sidst de havde gjort det, var da de var atten, og de næsten lige ar blevet færdig med skolen.