Tittebøh og Babystole

Tid: 18.00
Sted: Daphnes kontor / Daphne og Logans hjem
Omgivelser: Bordet er dækket, en lille Herbert leger med sin far, og atmosfæren har en speciel stemning, som minder rigtig meget om glæde.
Vejr: Det er stadigvæk lunt, men det er dog også ved at blive en smule mørkt.

En glad Logan sad og prøvede at få noget babymos ind i Herberts mund, men uden held. Han prøvede flere gange, men dog lykkedes det ikke lige helt, som det skulle.
Daphne stod og prøvede at finde en værdig kjole, hvor der godt måtte komme gylp på, men dog var pæn. Hun skulle lige til at opgive, da hun i stedet tog sine Chinos og en hvid skjorte på, som hun vidste at snavset fra en baby godt kunne komme af.
Paret følte sig begge lidt stressede, men smilede alligevel bare hele tiden. De var glade. Vældig glade. Denne aften skulle Spencer komme på besøg. Det var jo noget vildt noget, at være gudmor til en lille nuttet dreng med store kinder.
Da Daphne havde fået tøj på, skyndte hun sig ud til Herbert og Logan, for at overtage styringen.
"Logan, vi venter med maden!" hun tog Herbert op, og gyngede ham lidt.
Logan nikkede og rejste sig for at gå ud og tage tøj på. Paret virkede meget glade for hinanden, lige i øjeblikket. De elskede at lege sammen med Herbert, som tittebøh.

Lidt efter var Daphne og Logan klar til at Spencer skulle komme. De havde sat alle tingene frem på bordet, og faktisk så havde de også stilt en sød høj baby stol frem til Herbert.

Logan sad og legede sammen med Herbert. Han elskede at se sin søn grine og grine, indtil at han måtte holde op, fordi at han ikke kunne trække vejret.
Han kørte opmuntrende sin pegefinger hen over Herberts hoved, og igen begyndte den lille dreng at grine. "Så, lille ven! Jeg giver dig lidt mad," han rejste sig op og gik hen i køknet for at hente noget babymos.
Da han kom tilbage sad Herbert og stirrede på en fugl, som sad udenfor vinduet. "Det er en fugl Herbert. Pip Pip!" Logan begyndte at give Herbert mad, imens at den lille baby selv, sad og stirrede på fuglen.
"Zeba!" Herbert pegede på fuglen. "DAPHNE HAN SAGDE ZEBRA!" Han krammede den lille dreng, og kyssede ham på panden. "Hvor er du god!"
Logan stoppede med at giv ham mad, da han skulle ind og tage tøj på. Han stod og kiggede lidt på, imens at Daphne holdt Herbert, og samtidig stilte ting frem på bordet.

Spencer småløb og snøftede hele vejen op til Daphnes kontor. Hun var så lykkelig at hun havde græt lige siden Herbert blev født, og hun kunne ikke stoppe igen. Det var egentlig også meningen at hun skulle gå neutralt, men hun kunne ikke lade være med at gå de mærkelige lange halvløbende skridt som hun tog hen ad gangen. hun stoppede op foran Daphnes kontor mens hun pustede lidt ud. Så tog hun en dyb indånding og tog i håndtaget. Hun skyndte sig så meget at hun ikke en gang havde tid til at banke på før hun med et kæmpe smil trådte ind ad døren.
"Hej!" Næsten skreg Spencer af lykke, men dæmpede sig alligevel lidt af hensyn til Herbert. Hun kunne høre Herberts babymusik i baggrunden da hun lidt mere stille gik hen mod Daphne som stod med den lille Herbert på armen. Manden i den lilla højtaler sang lavt: "Vi skriver bøger, læser breve og tror, midt i en verden af ord. Her har vi skæg med bogstaver." Spencer fniste inde i sig selv.

Spencer kunne ikke lade være med at give sig til at tude da hun igen så Herbert tæt på. Han var så kær. "Hey Daph :)" hun krammende sin veninde og kyssede den lille dreng blidt på kinden. " Hvor er faren?" Spurgte hun og græd stadig stille.

Daphne hoppede lykkeligt hen til Herbert. "ZEBRAA!!" Hendes barns første ord var Zebra. Nuurh...
Hun stod og så lidt på den lille dreng, og satte sig så ned på en stol. Hun ventede stadigvæk på, at Logan skulle have tøj på, og Spencer skulle komme. Til sidst rejste hun sig op, og gik hen imod vinduet.
Fuglen sad der stadigvæk, sådan som Logan havde fortalt det til hende. "Zeba!" Herbert pegede på den lille spurv, og grinede. "Nej, det er en fugl," Daphne så sig lidt omkring, og kiggede så hen imod døren, da den blev åbnet. "Hej, Spencie! Græder du stadigvæk?" hun gik over imod Spencer, og satte Herbert hen i Spencers arme.
"Han kan så godt lide dig! Hans første ord var Zebra! - Det kom i dag!" Daphne smilede og så på den stadigvæk grædende gudmor.
"Far skal lige have noget tøj på, hvor der ikke er fyldt med gylp!" hun blinkede til Herbert, og inviterede så Spencer il at sætte sig ned.